Forside arrow Sportsvision
 
 
 
Syn, indlæring og læsning

Af Kjeld Fredens.
Bragt i Kognition og Pædagogik 3. årg. nr. 4 1994.

Mennesket kan sanse uden samtidig at være sig bevidst, at det sanser - det er ikke en refleksion over sansningen, men en umiddelbar bevidsthed om sansning som sansning; Enhver menneskelig aktivitet - ikke bare sansning - ledsages af en sådan kontinuerlig bevidsthed om sig selv. - Jeg ser, hører, går, perciperer, tænker, lever, og alt dette er jeg mig samtidig bevidst. Som for enhver anden fundamental livsytring gælder det også for sansning, at det er en proces, der hviler i sig selv, ikke en proces, der stiler mod en afslutning (Johansen, 1991).

Læsning er en kognitiv proces, det er noget, der skal læres, og dysleksi betragtes oftest som en kognitiv defekt, så hvad har dysleksi med synssansen at gøre? Man behøver jo ikke engang at se for at kunne læse. Den blinde kan læse med sine fingerspidser; han ser ikke med fingrene, han føler, stereognostisk, tre prikker i højden og tre i bredden; en kode som blev opfundet af en tyveårig blind dreng, Louis Braille (1809-1852), og som i dag kaldes for Braille-alfabetet.

De døve bruger tegnsprog. De kan "læse" uden at bruge lyde. Men selv om man kan læse et sprog på flere måder, så er der også tale om forskellige former for kognition, men det betyder ikke, at læsning udelukkende er en kognitiv proces.

Taler vi nu om den almindeligste form for læsning, hvor øjnene glider hen over en tekst, så er spørgsmålet: Er øjenbevægelser og er øjet som sanseapparat årsag til eller virkning af læseprocessen? Ser vi, fordi vi er, som vi er, eller fordi verden er, som den er?

Syn skal læres

Synet skal udvikles, og det sker ved, at man bruger det. Chimpanser, som har tilbragt de første seksten måneder af deres liv i mørke, er blinde, når de kommer ud i lyset, og det tager lang tid, før de lærer at se. Vort syn har gennemgået en lang indlæring, men vi var bare for unge til at huske, hvordan det skete. Noget er dog medfødt; vi skal ikke lære at dreje hovedet og øjet mod en uventet lyd eller mod noget, som pludseligt bevæger sig i synsfeltet. Der er også grænser for, hvad vi kan lære. Udviklingen sker selvfølgelig kun indenfor de rammer, biologien har afstukket. Katten ser bedre end os om natten; fugle ser langt skarpere, end vi gør, og bien ser andre farver, end vi kan registrere. Men selv blandt mennesker vil der være variationer, afhængig af hvor stærke, eller svage de biologiske strategier er. Det er jo en kendt sag, at farveblinde mangler evnen til at se de samme farver som ikke-farveblinde. Farveblindhed kan selvfølgelig ikke trænes op, uanset hvor mange farver man ser på. Derimod kan normaltseende lære at blive bedre til at skelne farvenuancer, fordi vi også ser tingene udfra den viden, vi har om dem. Ud fra en pædagogisk betragtning kan synet trænes; det er netop det, barnet gør, når det spiller bold. Men som vi skal se om lidt, så er visuel synstræning mere og andet end at lave gymnastik med de ydre øjenmuskler.

Øjenbevægelser

Øjnene er til at se med, og her er det engelske sprog bedre til at præcisere, hvad vi mener. De har to ord: "seeing" og "looking". Det første bruges især, når man forholdsvist passivt ser på noget. Det andet drejer sig derimod om, at vi aktivt efterforsker synsfeltet for at få øje på noget. Rovdyret leder efter et eller andet, som bevæger sig, for det kunne blive dens aftensmad. Rovdyrets øjnene bevæger sig for at undersøge spisekammeret, og tilsvarende bevæger vi øjnene, når vi sluger en tekst. Man har derfor længe ment, at dårlige øjenbevægelser kunne være årsag til læseproblerner (dysleksi) hos børn. Var det tilfældet, kunne man genoptræne barnets øjenmuskler med øjengymnastik. Men så simpelt er det bare ikke.

"Øjenbevægelser er afhængige af centrale processer, der har at gøre med læserens oplevelse af det læste", står der som afslutning på kapitel 5 i "Bogen om læsning" (Dalby, 1983). Det er en påstand, som tydeligt markerer, at vi ser, fordi vi er, som vi er. En vigtig begrundelse for, at øjenbevægelser ikke kan være årsag til læseoplevelsen har været, at øjenmusklerne ikke som andre muskler besidder nogen kinæstetisk sans" (Dalby, 1983). Men den påstand holder ikke længere, og i dag taler endnu mere for, at øjenbevægelser er andet end at bevæge øjnene (Gibson, 1986); de giver rumlig orientering, og her er der måske en forklaring på visse former for dysleksi? Så selv om den visuelle synstræning skulle sættes ind her, så er det primære ikke øjnenes bevægelse, men den grundlæggende funktion, som de udfører, når de bevæger sig, og det er i dette tilfælde en rumlig orientering.

Der er i dag stor enighed om, at abnorme øjenbevægelser ikke er årsag til læseproblemer. Derimod tyder noget på, at andre sider af øjets proprioceptive virke, den rumlige (visuo-spatielle) orientering, spiller en rolle som én af flere forklaringer på dysleksi (Pirozzol og Rayner, 1988).

Visuel proprioception

Hvem fortæller, hvad øjnene laver, og hvilken vej de ser? Det gør storhjernen; vi kan bevidst dirigere øjnene, og det er jo klart en kognitiv strategi; men øjets ydre muskler kan også underrette om deres egne bevægelser.

Proprioception er den sansning, som fortæller om kroppens og dermed også øjnenes egne bevægelser. Hvert øje har seks ydre muskler, som kan dreje og rotere blikket i forskellige retninger. Når øjet svinges til venstre, vil der være forskellige former for spænding i de enkelte muskler. På den måde kan hjernen vurdere spændingsmønstret og sige noget om øjets bevægelse og position. Disse øjenmuskler er styret af tre kranienerver, som kommer fra hver sin gruppe af motoriske nerveceller i hjernestammen. Men disse tre grupper af nerveceller modtager også vejledning fra de muskler, de styrer. Alle muskler, og det gælder også øjets ydre muskler, indeholder følenerver, som reagerer på forandringer i muskelspændingen. Disse proprioceptive impulser fra øjets ydre muskler ledes (via den øverste trigeminus-kerne) til øjenmuske-kernerne.

I hjernestammen møder vi derfor et utroligt komplekst sammenspil: Der er samspil ikke blot mellem øjenmusklerne eller mellem de to øjne, men også i forhold til hovedets og kroppens bevægelser og position. På den måde kan ligevægtssansen i vort indre øre reflektorisk regulere øjenbevægelserne i forhold til halsens stilling. Drejer vi pludseligt hovedet mod venstre, kan vi stadigvæk blive ved med at se på den samme ting, fordi ligevægtssansen korrigerer for hovedbevægelsen: Det sker ved at ændre i de ydre øjenmusklers spændingsforhold, så øjnene ikke følger med hovedbevægelsen, men fastholder blikket på det samme punkt.

Hvad er der og hvor?

Synssansen består af to selvstændige systemer. Det ene tager sig af, hvad vi ser, det andet interesserer sig for, hvor den genstand vi ser, befinder sig.

Allerede i nethinden, hvor vi modtager synsindtryk, repræsenterer de nerveceller, som leder synsimpulserne videre til hjernen, hvert sit system. Længere inde i hjernen, i et område som kaldes for thalamus, danner gangliecellerne forbindelse med hver sin gruppe af nerveceller. Den ene gruppe består af store celler og kaldes derfor magnosystemet. Den anden indeholder derimod mange små celler, det er parvosystemet. Disse to systemer, som allerede er specialiseret i vor nethinde, leder impulserne videre til vor synshjerne omme i nakken. Magnosystemet er hurtigt, og det tager sig specielt af bevægelse og dybde, derimod er det farveblindt. Parvosystemet er langsomt og farvefølsomt; det tager sig af genstandes form og overflade. Parvosystemet giver svar på, hvad vi ser, magnosystemet fortæller os om, hvor det er.

Vi siger om en person, der er god til at spille bold, at han har boldøje. Boldøjet sidder i magnosystemet. Står man med et boldtræ og skal slå til en bold, som kommer lige imod en, så kan magnosystemet registrere, hvordan billedet på nethinden vokser, når bolden kommer nærmere. På det grundlag kan magnosystemet beregne boldens position, hastighed og den tid, det vil tage at få armen i sving, så bolden rammes i det helt rigtige øjeblik.

Piloten er særdeles afhængig af magnosysternet, når han lander sit fly. I det øjeblik flyet skal sættes ned på jorden, vil græsset på hver siden af landingsbanen bevæge sig i modsat retning af flyets. Her bruger piloten magnosysternet til at vurdere flyets hastighed og position.

Magnosysternet, som også er det ældste, tager sig af vor synsverdens rumlige organisation. Nogle har kaldt det for det motoriske syn. Det er vor vigtigste kilde til rumlig orientering. Det er et hurtigt system, som især fungerer på et ubevidst plan. Hos laverestående dyr, som kun har et magnosystem, spiller det en afgørende rolle for, at dyret kan navigere i sine omgivelser, fange føde og undgå angribere. Derfor når fluen næsten altid at komme væk, inden vi rammer den med avisen. Først senere i evolutionen dukker parvosysternet op. Det kan i ro og mag analysere og fordybe sig i detaljer og nuancerigdomme.

Hønen og ægget

Vi spurgte før, om vi ser, fordi vi er, som vi er, eller fordi verden er, som den er? Det er en klassisk problemstilling, som minder om hønen og ægget: Hvem kom først?

Filosoffen vil kunne tale om idealismens Scylla og realismens Charybdis, og realisten vil kunne gøre rede for, hvordan virkeligheden eksisterer uafhængig af, om den bliver erfaret eller kan erfares. Han går helt klart ind for, at vi ser, fordi verden er, som den er. Vi vil så kunne indvende, at vi er fuldt klar over, at vi har lettere ved at se det, vi har viden om. Her vil idealisten pege på, at vi ser, fordi vi er, som vi er. Virkeligheden er fornuftbestemt, vil han sige, vi ser ikke noget, vi ser det altid som et eller andet. Og så kunne man spørge, hvordan man får øje på noget nyt og uforudset?

Ingen af forklaringerne er tilstrækkelige. De genstande eller farver vi perciperer, er hverken "ude i verden" uafhængig af vor perceptuelle og kognitive færdigheder eller "inde i -hovedet" uafhængig af vor biologiske og kulturelle verden. De er begge dele, så hvordan finder vi den tredje vej mellem Scylla og Charybdis?

En rød blomst

Vi peger på en blomst og siger, den er rød. Vi oplever, den har en bestemt farve, men er blomsten virkelig rød, eller hænger det sammen med måden, vi ser på?

Vi siger, at blomsten udsender lys af en bestemt bølgelængde, som netop gør, at vi oplever den som rød og ikke som en anden farve. Men det gælder stort set kun, når blomsten står alene. Sættes den i en buket med andre farver, vil den røde blomst udsende et lys af en anden bølgelængde, og alligevel vil de fleste se den som uforandret og rød.

Vi ser altså ikke blomsten, bare fordi den er, som den er, så vi må også overveje, hvad der sker i hjernen. Her har man opdaget, at en farve ikke kan opleves som et isoleret fænomen, at farve ikke kan adskilles fra andre synsegenskaber som form, størrelse, overflade, orientering og bevægelse. Tegner man to lige store cirkler, hvor den ene er gul, og den anden er blå, så vil den gule give os en oplevelse af, at den bevæger sig udad; den blå cirkel vil derimod bevæge sig indad. Der er selvfølgelig ikke tale om en fysisk bevægelse, cirklerne står jo stille, men om oplevelse af en bevægelse i et perceptuelt rum.

Den farveblinde maler

Oliver Sachs og Robert Wasserman har beskrevet et interessant tilfælde. En maler var blevet farveblind efter at have slået hovedet ved en trafikulykke. Det eneste, der manglede i synsprocessen, var hans evne til at opleve farver. Men selv denne øjensynligt lille ting, forandrede hans verden og adfærd: alt så snavset og forkert ud, og maden var direkte ulækker at se på. Han kunne ikke længere nyde musik, fordi han ikke kunne forbinde klang med farve; og hvor han før levede i en verden af solskin, blev han nu et nattemenneske. Det var som at skifte farvefjernsynetud med sort-hvid, men det var mere, for farverne tillægger tingene en betydning, som pludselig forsvinder. Når det sker, skifter verden mening, og det påvirker vore handlinger og adfærd.

Syn og bevægelse

Det kan synes lidt underligt, for på den ene side er visse dele af hjernen specialiseret til at tage sig af den farve, genstanden udsender, mens andre dele tager sig af bevægelse og orientering. På den anden side oplever vi ikke vore synsindtryk, før alle synskvaliteter smelter sammen. Det sker bare ikke på den måde, at man lægger sten på sten, men i det øjeblik de smelter sammen, forandrer de hinanden. Det er både hønen og ægget, og her spiller bevægelse og dermed vores krop en central rolle.

Vi har før spurgt, om vi ser tingen, fordi den er, som den er, eller fordi vi er, som vi er? Vi kan nu svare, at vi ser tingen, fordi vi handler, som vi gør. Forklaringen ligger hverken ude ved tingen eller inde i hovedet, men i forbindelsesleddet som skyldes, at vi har en krop med talrige sanse-motoriske kvaliteter.

Det var den konklusion, de fænomenologiske filosoffer som Sartre og Merleau-Ponty nåede frem til, da de beskrev perception som perceptuelt styret handling. Dermed mente de, at kognitive strukturer udvikler sig fra de sansemotoriske kvaliteter, som gør, at vor handling bliver perceptuelt styret. Sagt på en anden måde, så er synssansens udvikling afhængig af magnosystemets evne til at registrere bevægelse, og den er igen afhængig af, at vi bevægede os, da vi lærte at se: Den perceptuelle oplevelse af bevægelse har en kropslig, fysisk forudsætning.

Følgende klassiske forsøg viser, at det er tilfældet: Held og Hein (1957) ville finde ud af, hvordan synssansen udvikler sig. De opdrættede killinger i et mørkt rum, hvor der kun var lys i bestemte perioder af døgnet. Killingerne blev delt i to grupper. I den ene gruppe fik de lov til at gå frit omkring; i den anden gruppe sad de derimod stille i små kurve, som kunne bevæges rundt i rummet. Dyrene i de to grupper fik altså de samme visuelle oplevelser, men killingerne i den sidste gruppe var motorisk passive. Da dyrene efter nogle få ugers forløb kom ud i det fri, opførte den aktive gruppe sig helt normalt. Killingerne i den passive gruppe gik derimod omkring, som om de var blinde. Dette forsøg viser med al tydelighed, at bevægelseog handling styrer den visuelle perception.

Ingen har som Gibson (1986) vist, at syn og bevægelse er gensidigt forbundne. Synet fortæller ikke bare om, hvad vi ser, og hvor det, vi ser, befinder sig. Synet fortæller også om kroppens egen position og orientering i rummet. Han har formuleret det på den måde, at vi ikke ser bare med øjnene, men med-øjnene-i-hovedet-på-skuldrene-af-den-krop-som-
bevæger-sig-irummet. Synssansen tager sig på samme tid af det, der sker udenfor og indenfor kroppen. Synssansen er derfor både exteroceptiv og proprioceptiv, og sidstnævnte skyldes ikke bare øjenmuskleme, men især magnosysternet.

Syn og indlæring

Vi ved, at selv om synssansen allerede fra fødslen er specialiseret, så skal den også udvikles for at kunne fungere. Barnets synssans skal stimuleres, og her er det nærliggende at slutte, at barnet samtidig er aktiv og i bevægelse. Hvis denne antagelse er korrekt, så er udviklingen af synssansens magnosystem afhængig af barnets kropsligeaktiviteter, og magnosystemet er samtidig en nødvendig forudsætning for udviklingen af den visuelle perception. Det er netop, hvad Gibson har påpeget.

Vort nervesystem fungerer altså ikke som en flod, der flyder fra sanseapparatet og til den bevidste forarbejdning i storhjernen. Der er talrige bifloder. Biologisk set kan man godt tale om to visuelle systemer som magno- og parvosystemet, og biologisk set kan de godt være mere eller mindre udviklede hos forskellige individer. Funktionelt set spiller de sammen. Vi har set, hvordan parvosystemets farvesans -kan påvirkes af magnosystemets evne til at opleve bevægelse. Men synet er desuden også påvirkeligt af de andre sanser. Det er derfor, vi kan forbinde lyd med farve og krop med visuel bevægelse. Tilsvarende kan vi opleve balance i en farvekomposition, fordi vi bruger vor kropskinæstetiske perception til at "veje" med.

Den samtidige sansning

Vore sanser er ikke bare selvstændige instrumenter. De spiller også sammen. Vi kan opleve farver, former, bevægelse og lugte, når vi lytter til sprog eller musik. Denne samtidige sansning kaldes for synæstesi (Mark, 1978, 1987).

Specielt har man udforsket farvelytning. I sproget er den knyttet til vokalerne. Vokaleme kan ordnes i en række, som strækker sig fra fortungevokaler til bagtungevokaler. De første betragter vi som lyse, de sidste som mørke. Men de er også forskellige på andre måder. Fortungevokalerneer mindre af form, og de er mere kantede; bagtungevokaler er større og runde. Desuden vil fortungevokalernegerne bevæge sig opad og udad, hvorimod bagtungevokaleme bevæger sig nedad og indad. Det er, som om fortungevokalerne er udadvendte, og bagtungevokaleme er indadvendte.

Ser vi derimod på hele farvespektret, så er der større uenighed, men også nogle tydelige tendenser. Fortungevokaleme er oftest røde, gule eller hvide. Bagtungevokaleme er derimod hyppigst violette, brune eller sorte.

Forklaringen på disse fænomener ligger i vokalernes anden formant (overtone): Fortungevokalemes anden formant har en højere frekvens end bagtungevokalernesPå den måde kan vokalen Al skabe associationer til de andre sanser om noget, der er højt og smalt, noget som bevæger sig opad og udad med en høj spænding. På tilsvarende måde er forskellen mellem en stor og en lille terts ikke så meget, at den ene er større end den anden, men at begge har deres umiskendelige "farve".

Synæstetiske musikere kan ligeledes opfatte toner som farver, og faktisk er det de synæstetiske principper man bruger, når man er særlig god til at huske et musikalsk forløb. Her er synæstetikere dog mindre enige om farvevalget. Derimod har hver enkelt sin præcise opfattelse. Men synæstetikere vil desuden kunne knytte en oplevelse af bevægelse, spænding, form og farve til den musik, de lytter til. Denne oplevelse, som følger ganske bestemte love, og som ser ud til at gælde for alle mennesker, er med til at give toner og intervaller deres bestemte karakter eller farveMen i modsætningtil sproget, så er musikk en i denne sammenhæng mere kompliceret, fordi langt flere niveauer spiller sammen. Således vil en bestemt tone kunne ændre farvekvalitet, når der skiftes tonart. At en tone opfattes som mørk skyldes ikke bare lydens frekvens, men også dens intensitet. På ét område ser der dog ud til at være en systematisk sammenhæng, nemlig mellem form og tempo: Jo hurtigere musik, desto skarpere og kantet bliver det visuelle billede (Marks, 1978).

De fleste vil nikke genkendende til meget af det, synæstetikere er bevidste om, så sandsynligvis fungerer de på samme måde - bare på et ubevidst plan. Men det kan gøres bevidst. Netop her har vi muligvis fat i "den indre musik", for når vi lytter med øret og ser med øjet, så spiller alle de andre sanser med.

Magnosystemet og dysleksi

Da magnosystemet tager sig af vor rumlige perception, er det nærliggende at tro, det udvikles bedst, når man bevæger sig i et åbent landskab fremfor i et snævert bymiljø med ringe udsyn. Det er derfor oplagt at undersøge, om motorisk passive børn har et dårligere udviklet magnosystem (og dermed ringere spatielle færdigheder) end motorisk aktive børn. Det er oplagt, fordi vor spatielle perception forudsætter, at vi bevæger os i rummet. På den måde må man gå ud fra, at der er overføring (transfer) af erfaring fra vor krops-kinæstetiske erkendelse til den vistio-spatielle erkendelse i magnosystemet. Det er altså ikke bare et spørgsmål om, at barnet bevæger sig, men om at den bevægelseserfaring kan bruges i en ny sammenhæng, som i dette tilfælde er spatiel.

Der er holdepunkter for, at visse dyslektikere har problemer med en hurtig, fasisk synsforarbejdning (Lovegrove et al., 1986). Det har desuden vist sig, at dyslektikere ofte har et dårligt stereosyn, altså en dårligspatiel perception (Stein et al., 1987). Disse og flere observationer har fået Margaret Livingstone (1993) til af fremføre den hypotese, at i det mindste nogle dyslektikere har et defekt magnosystem.

Hun giver ingen forklaring på, hvordan en visuo-spatiel dysfunktion kan forklare dysleksi, men umiddelbart kunne man tænke sig følge: Når vi læser, så standser øjet en kort stund for at fixere på et ord i teksten. Hertil bruger vi centralsynet og dermed parvosystemet. Men samtidig planlægger synssansen også, hvor den næste fixering skal finde sted. Den er ikke tilfældig. Det har nemlig vist sig, at man meget sjældent fixerer mellem to ord eller på et lille ord, men langt hyppigere på begyndelsen af længere ord. Det ville derfor være nærliggende at antage, at magnosystemet foretager denne planlægning, som i sig selv er en visuo-spatiel funktion.

Et defekt magnosystem, kan derfor være én af flere forklaringer på dysleksi. Om årsagen så er medfødt, eller den skyldes manglende stimulering eller begge dele, siges der ikke noget om. Men det er en påstand, der bør tages alvorlig, ikke mindst fordi den er i god overensstemmelse med den beskrivelse af perceptionsprocessen, som kan løse det gamle problem med hønen og ægget, ved at forklare hvorfor perception er perceptuelt styret handling.

Sansning er en aktiv proces, som Aristoteles betragtede som et specialtilfælde af bevægelse. Synet er et spejl, der fortæller os noget om os selv. Når man ser på noget, mødes objekt og subjekt i en fælles sanseakt. Objekt og subjekt er naturligvis adskilte fysiske størrelser, men sanseakten er fælles. Oplevelse er en samtidighed af at opleve noget og være opmærksom på sig selv. At læse er altså en samtidighed af sansning og forestilling. Det er en skabende proces.

Litteratur

Dalby, M.A., Elbro, C., Jansen, M., Krogh, T. og Christensen, W.P.: Bogen om læsning

-forudsætninger og status L Munksgaard, 1983.

Gibson, J.J.: Ihe ecological approach to visual perception. Lawrence Erlbaum, Hillsdale, 1986.

Held, R. and Hein A.: Adaptation of disarranged hand-eye coordination contingent upon re-afferent stimulation. Perceptual-Motor Skill 8, 87-90, 1958.

Johansen, K.F.: Den europælskefilosofis historie, Bind 1, Antikken. Nyt Nordisk Forlag, s. 423, 1991.

Livingstone, M.: Parallel proccessing in the -Wsual system and the brain: Is one'subsystem selectively affected in dyslexia? I A.M. Galaburda (ed.): Dyslexia and development, Harvard University Press, Cambridge, Mass. 205-237, 1993

Lovegrove, W., Martin, R. and Slaghuis, W.: A theoretical and experimental case for a -Wsual deficit in specific reading disability. Cognitive Neuropsychology 3, 225-267, 1986.

Marks, L.E.: Ihe unity ofthe senses. Academic Press, London, 1978.

Marks, L.E.: Perceiving similarity and comprehending metaphor. Monographs of the society for research in child development, 1987, 52 (1, Serial No. 215).

Pirozzolo, FJ. and Rayner, K.: Dyslexia: 7he role of eye movement in developmental reading disabilities. In C.W. Johnston and F.I. Pirozzolo-(eds.): Neuropsychology of eye movements, Lawrence Erlbaum, Hillesdale, 65-80, 1988.

Sachs, 0. and Wasserman R.: Ihe case of a colorblind painter. New York Rewiev of Books, November 19, 25-34, 1987.

Stein, J., Riddell, P. and Fowler, S.: Fine binocular control in dyslexic children. In C. Rose (ed.): Aphasia, VVhurr Wyke, London, 1987.

 

 



© 2017 Syn & Indlæring
Webzoo - Joomla design